Innovation og udvikling

I Kemic Vandrens har vi ikke nogen udviklingsafdeling. Fordi alle medarbejdere arbejder med udvikling. Vi tror nemlig på at innovation og nye løsninger skabes ud fra virkelighedens behov og muligheder, der hvor vi møder dem. Uanset om det er ved projektering af nyt vandværk, løsning af et problem på et eksisterende vandværk, i vores arbejde med at løse fremtidens problemer med forurening, eller når en intern proces kan gøres en tand bedre, gør vi plads til udvikling. 

 

“Alle ideer er velkomne i Kemic. Folk snakker åbent og vi er gode til at vidensdele med hinanden. Der er altid hjælp at hente hvis man har brug for det.”
– Simon, servicetekniker – ansat i Kemic siden 2019

“Alle i Kemic tænker hele tiden udvikling. Der er ikke nogen der behøver at bede os om det og der er hele tiden nogen der går og roder med et eller andet.”
Finn, servicetekniker – ansat i Kemic siden 1994

 

Det stærke sammenhold og den kollektive ansvarsfølelse gør det muligt hele tiden at skabe nye og bedre løsninger. Vi er ærekære, men har også stor respekt for hinandens faglighed. Ideer flyder mellem kolleger og afdelinger, og fordi omgangstonen er fri, er ingen bange for at stille spørgsmål eller komme med nye forslag.

 

“Vi kan i bund og grund skidegodt lide hinanden. Vi er alle indstillet på at vi skal arbejde sammen også i morgen. Vi kan alle have brug for hjælp. Alle er klar over at jo mere vi hjælper hinanden, desto nemmere og bedre bliver det.”
– Finn, servicetekniker – ansat i Kemic siden 1994

 

Vores fælles mål om at sikre rent drikkevand forener os. Vi støtter hinanden, så vi lykkes sammen. Og laver vi fejl, er det også udvikling. Således udviser vi både ansvarlighed og omsorg overfor vores omverden, men i høj grad også overfor hinanden og vores fælles arbejdsplads.

 

“Det giver stolthed at arbejde med rent drikkevand. Der er et formål med det, og vi giver noget til samfundet. Det betyder noget at vi er med til at overlevere en lidt grønnere jord til vores unger.“
– Jan, projektleder og tegner – ansat i Kemic siden 2012

 

“Jeg er stolt over at arbejde i Kemic. Specielt når jeg har montører der kommer glade hjem og har løst en opgave der måske har været lidt svær, eller hvor det var uklart på forhånd hvad problemet var. Det gør mig stolt.”
Anja, servicechef – ansat i Kemic siden 2015

Denne beskrivelse af innovationskulturen i Kemic er blevet til på baggrund af interviews med en række repræsentativt udvalgte Kemic-medarbejdere. Den beskriver dermed hvordan medarbejderne i Kemic selv oplever at arbejde med innovation og udvikling i dagligdagen og hvilke forudsætninger, de mener ligger til grund for innovationskulturen i virksomheden.