Case: Fjelstrup Vandværk
At bygge et nyt vandværk er oftest en lang proces. Der går meget arbejde forud for selve byggeprocessen, men det er nødvendigt for at være godt forberedt. Det var også tilfældet med Fjelstrup Vandværk i Sønderjylland.
– Vi startede processen helt tilbage i februar 2016. Den første tid gik med at købe jord, samt undersøge og planlægge. Vi skrev under på aftalen med Kemic i oktober 2020, tog første spadestik i foråret 2021, og siden 1/6 2022 har det nye vandværk været i fuld drift, præcis som planlagt, fortæller Børge Griepentrog, formand for Fjelstrup Vandværk.
Børge og resten af bestyrelsen har naturligvis været med hele vejen og nysgerrigt fulgt med i processen. Et af højdepunkterne var da de to store rentvandstanke på hver 100 kubikmeter blev leveret:
– Vi havde løbende dialog med Kemic om hvad der foregik på pladsen, og jeg var ofte forbi og blev taget godt imod af de dygtige montører. Den morgen de kom med rentvandstankene – det var super spændende at se. Der var ikke meget plads, men det lykkedes at få dem rigtigt ind.
Skal Børge Griepentrog komme med et godt råd til andre der er på vej til at bygge nyt vandværk, er det også at få hjælp til alt det administrative og økonomien:
– Der er mange ting man ikke ved før man går i gang. Kemic hjalp os også med at søge tilladelser og have dialog med kommunen. Der er så mange ting man skal søge om, så det var vi helt trygge ved at de styrede for os.
Hos Kemic medgiver Jan Thomsen at der er meget at holde styr på. Men som projektleder er det hans opgave også at sørge for at tilladelserne og planerne er i orden – en opgave han sætter stor ære i.
– Der findes blandt andet en lov om udsyn til kirker, som gør at vandværket skulle placeres et bestemt sted på grunden for ikke at hindre udsynet til den nærliggende kirke. Alt højere end en lille vejbod ville være i strid med den lov, så det var vigtigt at få styr på, fortæller Jan Thomsen.
Det nye topmoderne vandværk i Fjelstrup består af to linjer med lukkede filtre, som behandler vand fra i alt tre boringer og leverer til 480 forbrugere. Derudover er vandværket nødforsyning til en lokal fødevarefabrik – tidligere var der kun kapacitet hertil om natten, men med det nye vandværk er der nu mulighed for fuld tilslutning døgnet rundt.
Læse mere og se billeder fra byggeriet på http://fjelstrup-vandvaerk.dk/
Fakta om Fjelstrup Vandværk
- Etableret i 2022
- Indvinding: tre boringer med frekvensstyring og direkte fiberforbindelse.
- Vandbehandling: lukket filtersystem med for- og efterfilter, forberedt til udvidet vandbehandling.
- To filterlinjer med en kapacitet på 25 m3/t pr. linje.
- To rentvandstanke på hver 100 m3
- Udpumpning med fire pumper og to afgang til ringforbundet ledningsnet.
- Årlig udpumpning: ca. 120.000 kubikmeter.
Kontakt os
Henrik Hinz
Mail: hh@kemic.dk
Telefon: 2913 8070